Efter udskydelsen i 2020 var der lagt op til en blomsterfest af de helt store i år, når Danmarks bedste florister skulle mødes til Danmarksmesterskabet i Blomsterkunst i Odense i forbindelse med byens blomsterfestival i august. Usikkerheden omkring hele Corona-situationen med forsamlingsloft til indendørs arrangementer og den generelle risiko for regionale nedlukninger ved smittestigning har fået brancheforeningen ”Floristen Danmark – Dansk Blomsterhandlerforening” til at aflyse årets mesterskab.

– Selvom der stadig er nogle måneder til august, tør vi i den aktuelle situation ikke binde an med så stort et arrangement, som et dansk mesterskab er. Vores mesterskab er et indendørs arrangement, som normalt tiltrækker tusindvis af gæster, der gerne vil kunne følge floristernes arbejde på nærmeste hold. Det vil slet ikke kunne lade sig gøre i år, hvor alene antallet af deltagere og deres assistenter sammen med de frivillige hjælpere allerede overstiger det nuværende forsamlingsloft på 50 personer. Hertil kommer usikkerheden om en pludselig smittestigning i Odense-området, som kan føre til nedlukninger og sidst, men ikke mindst er der også hensynet til deltagerne, hvor mange endnu ikke vil være vaccinerede i midten af august. Alt dette lagt sammen har overbevist os om, at det eneste rigtige er at aflyse mesterskabet og håbe på, at vi kan komme stærkt igen i 2022, oplyser brancheforeningens formand Jens Poulsen.

Med aflysningen følger den danske brancheforening for landets blomsterhandlere eksemplet fra en række andre europæiske lande. Således har bl.a. Norge og Tyskland aflyst deres nationale mesterskaber, der ligesom herhjemme ikke bare er en smuk konkurrence på et meget højt fagligt niveau, men også en smuk og publikumsvenlig blomsterfest. – Og netop blomsterfesten skal vi have.

Vi har tradition for, at rigtig mange mennesker ønsker at følge med i deltagernes opgaveløsninger og ikke mindst i kåringen af den nye Danmarksmester. Kan vi ikke arrangere et dansk mesterskab i blomsterkunst med et stort og entusiastisk publikum i år, er det helt klart bedre at aflyse og vende stærkt tilbage i 2022 i de rammer, som både deltagere og deres smukke blomsterarbejder fortjener, siger Jens Poulsen, formand for Floristen Danmark – Dansk Blomsterhandlerforening.